I being me

eller er ved at blive sindssyg?? Eller også er jeg omgivet af små børn, der messer med mit hoved! Faktum er i hvert fald, at ting forsvinder og dukker op de mest mystiske steder. En brio klovn (der består af en masse klodser, der stables) havde mistet sin krop (som ligner en køkkenrulle-holder) og var pist væk, men jeg fandt den inde i minis tøjskab?!? Altså med mindre den 5 mdr. gamle dame selv kan vandre ind og tage den i hånden, åbne skabslågen og placere holderen længst inde kan jeg simpelthen ikke greje, hvordan det er sket.

Men endnu mere mærkeligt er det, at jeg i morges hev et par for mig fuldstændig ukendte briller op af min taske!! WTF!

Med mindre jeg lider af en form for ubevidst kleptomani har jeg absolut ingen idé om, hvordan de briller er endt i min taske. Et par fine damebriller med grønt stel, som jeg forestiller en dame på min mors alder vil bruge.. Jeg er virkelig puzzled? Er der nogen i Netto, der har puttet dem i den forkerte taske? Kan det overhovedet lade sig gøre? Er jeg kommet til at tage dem fra et café-bord (why?) Jeg har ingen erindring om disse briller og deres tilstedeværelse i min taske er ved at gøre mig skør! Please hjælp med en plausibel forklaring! Er der mon nogle unger involveret?

Kommer til at tænke på dengang min veninde fra Aalborg havde været og besøge mig og på vej hjem bliver stoppet i Security i Kastrup Lufthavn og spurgt om, hvorfor hun rejser med et bor (til en boremaskine) i sin håndtaske. Det havde hun faktisk ikke rigtig nogen god forklaring på. Mest af alt fordi hun ikke anede at hun havde et bor i tasken. Men hendes lille søn havde ment, at hun da umuligt kunne rejse til hovedstaden uden at være bevæbnet med et bor – man ved selvfølgelig heller aldrig hvornår man bliver bedt om at sætte en hylde op her på matriklen, så det er godt at være forberedt.

Men det forklarer stadig ikke hvorfor jeg har briller i min taske, der ikke tilhører mig. Og undskyld til den blinde dame, der tripper rundt uden sine -3,5 på hver øje (vil jeg skyde på). Jøsses verden er mærkelig.

af den eksistensielle slags. Synes det er vel tidligt at vi skal til at deale med traumer og jeg håber ved Gud, at det er noget forbigående. Angsten er heldigvis målrettet et bestemt objekt, hvilket forhåbentligt gør den kurerbar. Det handler om minis nye tremmeseng!

I know! Det farligste i hele verden. Men selvfølgelig er det skræmmende når man kommer fra en lift man har vokset sig stor i og som man nu ligger i spænd i – dejlig trygt, hvor man kan man mærke hvor ens verden slutter også selvom man hverken kan bevæge arme eller ben længere. Hun ser sgu også noget klejn ud i den nye tremmeseng, selvom jeg har fodret den med en sengerand så tyk som en boksmadras, puder både ved hovedet og ved fødderne, hendes yndlingsgiraf RifRaf, som hun elsker at napse i ørerne, Elefantkluden og hendes dyne. Men det hele er åbenbart så angsprovokerende og skræmmende, at hun vågner hver halvanden time og græder, hvilket egentlig ikke er super spændende, hverken for hende, mig eller hendes far, der skal tidligt op og på arbejde og prøve at tænke sammenhængende tanker.

Og selvfølgelig tager jeg hende over i vores seng, hvor hun så tror vi skal lege og begynder at varme op til 100 m. spjæt på tid mens hun siger pruttelyde (ny lyd, som hun åbenbart er så bange for at miste, at hun tester den alle døgnets timer). Jeg ligger musestille på jeg-er-her-ikke-måden, for åbner du så meget som et øjenlåg er det en åben invitation til sang, dans og løjer, hulahopspjæt og en kakofoni af nye lyde der skal testes nu hun har et publikum (lille linselus).

Klokken fem i morges gav vi op og hendes far (det kære menneske) tog hende med ind i stuen for at lege lidt med hende, mens hendes mor med tårer i øjnene forsøgte at tilkæmpe sig et par hårdt tiltrængte timer på øjet.

Og nu er det ikke fordi jeg angler efter sympati. Alle med unger har prøvet noget tilsvarende, men jeg kom til at tænke på, da jeg selv skulle til at sove i min egen seng – sådan for alvor og hver nat. Jeg har måske været 3-4 år og kan huske, hvor absolut forfærdeligt det var at ligge der i mørket i en ny, stor og kold seng. Hvordan man lissom kunne mærke mørket krybe op af benene, se skygger på væggen, høre lyde, der måske/måske ikke var farlige og føle den der generelle utryghed, der forsvandt lige så snart man sneg sig ind under dynen (gerne på kanten af sengen – man havde faktisk kun brug for små 7 cm) til sin mor eller far og deres dyne, der altid var varm.

Så jeg forstår min mini, selvom hun ikke forstår sig selv – men jeg er samtidig den hårde mor, der mener hun skal ligge i sin egen seng som udgangspunkt og at hun vænner sig til det og så er jeg nok også den type mor, der gerne vil sove. Er i hvert fald så brugt i dag, at jeg meget kraftigt overvejer at overskride min daglige kaffedosis selvom klokken endnu ikke er slagen 12.

Glæder mig allerede til vi skal vænne hende af med sutten…

Var en superhelt – hvilke superkræfter ville den så have? Retorisk spørgsmål? I think not. Min mini ville klart have evnen til at gylpe sine fjender til døde og det er altså en kedelig måde at komme herfra på.  Iført sin røde hagesmæk som en kappe kaster hun sin gylp strategiske steder i lejligheden. Sofaen har stået for skud flere gange end jeg magter at tælle (engang var det rødvin der blev spildt, nu gylp. Well, time changes for sure..) vores tøj har alt for tit en hvid stribe, der løber fra skulderen og hele vejen ned af ryggen og sengetøjet bliver skiftet på daglig basis.

Forhåbentlig er det på retur nu når damen er begyndt på grøden. Men faktisk er det bare noget andet, der nu bliver sjasket rundt i lejligheden med gavmild lille knyttet næve; nemlig boghvedegrød med æblemos!

Jeg elsker det lille menneske højere end noget andet, men for fanden hvor vasker vi meget. Og derfor har jeg nu et grød-outfit – og ja, det er præcist lige så usexet som titlen indikerer, men nu er det altså slut med at skifte tøj 3 gange om dagen, fordi jeg har ageret viskestykke for mini under frokosten. Jeg har nemlig fundet det ældste kluns frem fra gemmerne (en blå nattrøje i flonel og gamle sorte træningsbukser med hængerøv og knæ) og dette ifører jeg mig så når det er ved at være spisetid for den mindste af os. Besværligt?? Århh lidt, men til gengæld sjasker vi nu med grød som var det en lyst uden at jeg bagefter skal skrubbe majsgrød af nyere trøje fra Naja Munthe. Men faktisk burde jeg også været iført maske for den anden dag havde jeg simpelthen ikke opdaget, at jeg havde grød tværet godt ud over den ene kind og helt op til håret samt en lille klart på øret og grød har jo samme konsistens som cement efter ca. 20 sek. så det var dejlig nemt at få af – nu forstår jeg til gengæld hvorfor mini brokker sig når jeg tørrer hende om mulen efter endt måltid.

Men må indrømme, at jeg bliver blød helt ned i tæerne når jeg ser mini koncentrere sig om at spise sin grød og helst selv vil holde skeen selvom hun ni ud af ti gange stikker den i øjet istedet for i munden og selvom hun altid nyser mig lige ind i fjæset i samme øjeblik hun har taget verdens største mundfuld (hence grød i ansigtet!)

Glæder mig til vi skal til at kaste med makrel i tomat og spaghetti med kødsovs!

Min genbo er sindssyg. Eller også er jeg. Faktum er i hvert fald, at når klokken er 6.30 og jeg sidder i min sofa og morgenammer i en stue, der flyder over af legetæpper, åndet rangleudstyr til legetæppe, dyner, tallerkner, kaffekopper, aviser, computere, visne blomster og andet løsøre mens jeg selv ligner den uredte seng jeg lige har forladt, så er genboen, der, might I add, har en søn på ca. 6 mdr., oppe, velfriseret, i tøj, der ikke ligner hun har sovet i det, i gang med at stryge! Yep stryge! Er der overhovedet nogen der gør det mere? Andet end skjorter? Hvis hun stryger børnetøjet er jeg nødt til at sende hende miltbrand med posten.

Men det er ikke alt.

Inden jeg har fået min første kop kaffe klokken 9 har konen givet sit barn mad, støvsuget og er i gang med at at rengøre radiatoren med en gaffel omviklet en klud. Havde jeg overskud til det ville jeg tude. Gad vide hvornår hun får tid til at kastrere sin mand. Men det må hun have fået klaret mellem rengøringen af ovnen (hun er flyttet ind for 3 uger siden og jeg har boet her i 3 år uden at stikke en klud derind) og pudsning af panelerne. I hvert fald er staklen, altså manden, nødt til at bo i et hvidt kurvemøbelhelvede, der har bredt sig som en sygdom til altanen, hvor små hvide lanterner gør stolene med de hvide hynder selskab. At kigge ind af deres vindue er lidt som at kigge i en krystalkugle fra 1993. Stolene i råhvidt betræk har små sløjfer i ryggen og lamperne er “antikviteter” med dertilhørende afskallede pletter.

Bitter moi? Okay måske lidt. Men jeg fatter simpelthen ikke hvordan man, uden at være på speed, kan opretholde sådan en kadence. Personligt er jeg så flov over vores lejligheds tilstand post baby, at jeg gør nødtørftigt rent inden vores rengøringsdame kommer (noget som min mand mener er dybt debilt) og lægger små sedler til hende, hvor jeg roser hende til skyerne fordi jeg er så panisk angst for at hun forlader os. Tror dog at hun allerede mener jeg har tabt kæden fordi jeg sidst i graviditeten kom til at placere mine vitamin- og jerntabletter ovenpå de penge jeg havde lagt frem til hende inden jeg gik ud af døren for at huske at tage dem, hvilket jeg selvfølgelig glemte. Så enten tror hun, at jeg forsøger at dope hende eller også, at jeg bekymrer mig så meget om hendes almene sundhedstilstand at jeg tilbyder hende en multivitamin sammen med mindstelønnen.

Nå men min dårlige samvittighed bor altså på den anden side af gaden og selvom jeg bliver ved med at sige til mig selv (og alle der gider lytte), at jeg bare er glad for, at det ikke er mig, der er så rengøringsvanvittig, at jeg bruger hele morgenen på at stryge (istedet for at se Felicity, som er min meget mere meningsfulde beskæftigelse mellem 7 og 9) stresser det mig alligevel, at jeg i skrivende stund har to lortebleer og en stak gennetisset tøj liggende på gulvet under puslepladsen mens hun bager boller. Føler jeg er bagud på point allerede. Trøster mig med, at jeg i det mindste ikke har en hvid sofa med rokokoben.

Jeg er den blufærdige type; den, der ikke ligger topløs på stranden eller bader i g-streng. Den, der ikke kan lide at have for nedringet bluse på eller for kort en kjole. Lad mig sige det sådan, at det har ændret sig radikalt post baby. Startede vel i virkeligheden på patienthotellet, hvor jeg gik med ble i netunderbukser. Og det er bare gået støt ned af bakke siden.

Jeg plejer dog at lade mine fortrin forblive lukket inde bag noget tekstil når jeg bevæger mig i det offentlige rum, men det skønne ved amning er, at man i tilgift til at være et menneskeligt foderbræt generelt har det helt utroligt varmt. Derfor formåede jeg, uden at opdage det, at gå til valgurnerne d. 15. september med frit udsyn til ammebh’en og et venstre bryst, fordi min skjorte stod åben til navlen.

Græmmede mig efterfølgende i dagevis. Her har jeg gået og smilet til alle på min vej til skolen på indre Østerbro på “næhh hvor er demokratiet skønt-måden” mens de pæne Østerbroborgere har tænkt, at jeg vel forsøgte at skaffe en far til den unge, der lå i barnevognen og i den forbindelse mente, at stemmeboksen kunne agere Damhuskroen i dagslys. Pis!

Men det er desværre ikke alt. For attributterne er tilsyneladende som ti vilde heste, der ikke vil blive i folden, hvilket måleraflæsningsmanden desværre fik set ved selvsyn den anden dag, da han aflæste andet og mere end matriklens varmtvandsforbrug. Jeg gik rundt med et skrigende pigebarn på armen og lagde simpelthen ikke mærke til, at halsudskæringen på den, bevares, noget aldrende t-shirt, simpelthen sad under barmen på mig efter endt amning og tilsyneladene ikke selv var kravlet på plads, hvilket den faktisk godt kunne have gjort! Egentlig ufatteligt, at manden kunne have en nogenlunde anstændig samtale med mig til trods for at jeg har lignet et Picassomaleri – men synes måske godt at han kunne have givet mig et hint – hvilket selvfølgelig havde været über-pinligt for os begge to.

Går dog også bevidst rundt med blottet overkrop – og det er oven i købet doctors order. De som i forbindelse med amning har fået svamp i brystet ved, at det skal lufttørre så meget som muligt og helst ikke lukkes inde i ammeindlæg osv. Men det tog et par dage at komme over det mærkelige i at spise aftensmad iført ragsokker og jogginbuks tilsat absolut intet på overkroppen. Til gengæld er smerten ved brystsvamp så intens at jeg hjertens gerne var gået splitter ravende hans jørgen i Netto, hvis det havde hjulpet det mindste. Helt seriøst! Hvordan i satan kan sådan en smule svamp føles som om man bliver knivstukket i brystet igen og igen og igen? Ondskabsfuld tilstand, der gør amning til tortur og som med garanti ville kunne være brugt mod kvindelige indsatte i Abu Greib (hvis der altså er findes sådan nogle der).

Til gengæld har man sjældent udsyn til min røv. Hvilket er mere end man kan sige om min sundhedsplejerske, der ved det første møde i mødregruppen troppede op med revnede bukser uden selv at opdage det. Faktisk noterede jeg mig det, men så var der en der gylpede ned på mine nyindkøbte sko og det trådte lissom i baggrunden og derfor fik damen lov til at gå ud i verden med kig til en fin grisefarvet mameluk. Håber virkelig vi vi var hendes eneste mødregruppe den dag!

Håber også lidt, at min indiskretion er et kapitel, der snart er overstået og ikke udvikler sig til en permanent tilstand, der medfører at vi om 10 år tager på nudistcampingferie i Harzen!

Hør engang! Kan I huske da man ikke tillagde det dér med at sove nogen særlig betydning? Dengang det bare var noget man gjorde, man lagde sig ned, lukkede øjnene og bum! så var der gået 8 timer og man fortsatte sin gang ud i verden. Bevares, jeg har da været i søvnunderskud i eksamensperioder eller med tømmermænd, men man kunne altid relativt hurtigt få indhentet det tabte.

Nu udgør tre sammenhængende timer grundlaget for ens nattesøvn – og jeg siger bare, at det altså ikke er nok! Og som om det ikke er nok (eller lidt!) så er der ikke sådan lige udsigt til, at denne tingenes tilstand ændrer sig inden for en overskuelig fremtid. Søvn bliver, når man har et spædbarn, noget der fylder uforholdsmæssigt meget. Både fordi man hele tiden tænker på, hvornår mon man kan få indhentet nogle af de ca. 7.500 timer man er i underskud og ikke mindst fordi den lilles søvrytme også gerne skulle etableres uden at hverken mor eller barn bliver sindssyg i processen. Og ja, man ved jo godt at det er sådan for alle og at det er helt almindeligt, men det hjælper mig ikke rigtig at der ligger tusindvis af mødre vågne i Storkøbenhavn bare fordi jeg selv gør det.

Banal betragtning? Muligvis, men det er altså ikke for sjov, at søvnberøvelse er kendt torturmiddel. Og så er der noget andet ik? Man bliver altså lidt mærkelig af ikke at sove en hel nat i månedsvis. Og ikke bare på den distræte måde, selvom det kan være irriterende nok ikke at kunne lokalisere mælken for at finde den i tallerkenskabet eller spørge om hvad klokken er 8 gange inden for samme antal minutter! Man får mærkelige tanker, drømmer absurde ting og stener for hårdt. Derfor mener jeg også det er absolut nedladende at tale om ammehjerne. For det er for fanden da ikke fordi jeg producerer mælk, at jeg ligner en ork og ikkke kan huske min egen adresse (er seriøst sket!) men fordi jeg ikke sover.

Personligt ved jeg i hvert fald godt hvad mine børnepenge skal gå til, og nej, det er hverken bleer, børneopsparing eller babyalarmer, men rynkecreme til mor, der efter flere år med gennemsnitlig 4-5 timer pr. nat helt sikkert ligner én, der kunne trænge til at blive balsameret i La Mer og i den grad har fortjent det.